Krafla fra Tornen blev afkomskåret i Eliteklassen i DI i 2014, da hun var 22 år gammel Forinden blev hun i 2012 afkomskåret i 1. klasse. Gennemsnittet for de fem kårede afkom, som indgik i samlingen, var på 8.05 (Kolfinna, Saga, Olafur, Opal og Viktoria fra Oren).
Hendes domsord fra afkomskåringen i Eliteklasse lød:
”Ved bedømmelsen indgår de 5 højest bedømte afkom efter Krafla, heraf 4 hopper og én hingst. Krafla vises ved kåringen med 6 afkom hvoraf 4 indgår i bedømmelsen. Gennemsnitsalder ved bedømmelser er 6,4 år. Afkommene er godt middelstore varierende fra 138 til 143 cm i stangmål. Hovederne er middelgode, flere med godt udtryk. Halsen er over middel, for en enkelts vedkommende langt over middel. Flere har skrå skuldre og halsen er højt ansat. Overlinen er middelkvalitet oftest med god muskelsætning. Flere har en lige ryg eller stiv lænd. Afkommene er oftest velproportioneret. Benkvaliteten er god eller meget god, kendetegnet ved tørre og velmarkerede sener. Benbevægelser er middelgode, ved nogen afkom er der tendens til at være udtået. Alle afkom har hove over middel. Hårpragten er meget varierende. Tølten er af god kvalitet, og oftest taktren. Traven er af noget jævn kvalitet. Alle afkom er bedømt med pas med middel og over middel. Galoppen er overvejende god. Afkommene er samarbejdsvillige med god rideheste vilje, flere er meget villige. Form under rytter er over middel, men noget varierende i kvalitet. Skridten er af fin kvalitet og er oftest taktren og energisk. Krafla avler velbyggede heste med især god benkvalitet. Afkommene er 5-gængere med både tølt og pas over middel, og er i særlig grad kendetegnet ved at være både villige og samarbejdsvillige. For de 5 afkom der indgår i bedømmelsen er gennemsnittet for bygning 8.07 og for ridning 8.03 – 8.05 totalt. Krafla fra Tornen afkomskåres i eliteklassen.”
Krafla har endnu et kåret afkom (Kraflar fra Oren) og tre afkom, der er bygningsbedømt. Hendes snit for alle seks kårede afkom 7.98.
Krafla er datter af IS1982235791 Fiðla frá Tungufelli og DK1982100039 Gneisti fra Hedensted. Fiðla var ikke selv kåret, men fik fire kårede afkom, hvor Krafla var den højest kårede. Fiðla var datter af IS 875 Leiknir frá Svignaskarði med 2. præmie for afkom, der var søn af ærespræmierede IS 653 Sörli frá Sauðárkróki Leiknir var bror til den i Danmark kendte hingst IS 726 Ljúfur frá Svignaskarði – begge efter hoppen IS 2958 Ljónslöpp frá Krossi med 2. præmie for afkom. Gneisti var efter hingsten IS1966187652 Logi frá Selfossi, der var søn af IS 591 Hörður frá Kolkuósi med 1. præmie for afkom Gneisti var den første dansk avlede hingst afkomskåret i DI i 1. klasse.