Kåring – avlsbedømmelse

Kåring – avlsbedømmelse

En kåring af en hest er en individafprøvning af den pågældende hest. Her bliver hesten bedømt af tre professionelle, uddannede FEIF-dommere.

Hvad er en FEIF-avlsdommer?

FEIF-dommere er specielt uddannede og efteruddannede, og de står til rådighed i alle FEIF-lande som dommere til alle FEIF-kåringer.

Dommerne dømmer alle islandske heste i hele verden og får derfor et godt sammenligningsgrundlag.

De er uddannet og organiseret i FEIF.

Det er også FEIF, som hvert år fordeler dommerne ud på de forskellige kåringer i hele verden – dog primært Europa. Dommernes løn betales af det land, som afholder den respektive kåring.

Bedømmelsesgrundlaget for islandske heste

Hele avlsarbejdet forudsætter, at hestene kan sammenlignes indbyrdes.

Det kræver, at hver enkelt hest bliver bedømt efter fuldstændig de samme kriterier. Det sørger bedømmelsesgrundlaget og dommernes ensartede uddannelse for.

FEIF Rules and Regulations Breeding (B8.2 s. 74) udgør netop grundlaget for dommernes vurdering af hestene.

Der gives således karakterer fra 5-10 inklusiv halve point for de beskrevne egenskaber.

Karakteren 5 gives for den ”ikke viste” egenskab. Find dokumentet nederst på siden.

Selve kåringen består af en bygningsbedømmelse og en bedømmelse for rideegenskaber.

Fremvisere af islandske heste

Rigtig mange heste bliver fremvist til avlskåringerne af professionelle ryttere, som har specialiseret sig i netop at fremvise heste til kåringer og derfor kender bedømmelsesgrundlaget indgående.

I skemaet kan du se de forskellige egenskaber, som bedømmes. Det fremgår også, hvilken vægt eller faktor, de hver især har i den samlede bedømmelse:

Bygningsbedømmelse

Rideegenskaber

Hoved2%
Hals, mankekam og skulder8%
Ryg og kryds5.5%
Proportioner7%
Benkvalitet4%
Benbevægelser2%
Hove5%
Man og Hale1.5%
Total35%
Trav9%
Tølt16%
Langsom tølt0%
Pas10%
Arbejdsgalop4%
Galop3%
Ridbarhed7%
Form under rytter10%
Skridt6%
Total65%

Rideegenskaber vægtes højest hos islandske heste

Som du kan se, vægtes bygningsbedømmelse med 35% ud af den samlede bedømmelse. Rideegenskaberne vægtes med 65% af den samlede bedømmelse.

Som du også kan se, så vægtes f.eks. egenskaben hals, skulder og mankekam, som er én karakter, med 8 % af den samlede bedømmelse, ligesom ryg og kryds også udgøres af én karakter, som vægtes med 5,5%.

Ligeledes vægtes egenskaben Tölt med 16% ud af den samlede bedømmelse. I dokumentet Rules and Regulations Breeding nederst på siden kan du på engelsk læse alt om, hvordan en kåring afholdes og bedømmes.

Hvilke heste kan deltage?

I princippet kan alle heste optaget i WorldFengur deltage i en kåring i en af følgende klasser:

  • 4 års hopper eller hingste
  • 5 års hopper eller hingste
  • 6 års hopper eller hingste
  • 7 års og ældre hopper eller hingste

Dog kan alle hestene stille til en bygningsbedømmelse alene.

Vallakker kan også kåres i en af de forskellige aldersklasser. Det kan i nogle sammenhænge give rigtig god mening at kåre vallakker, hvis man ønsker information om, hvordan forældredyrene avler eller hvis et af forældredyrene skal afkomskåres. Endelig kan man gøre det for interesse og fornøjelse.

Der er specifikke regler, som knytter sig til nogle af de forskellige grupper af heste.

Hingste skal altid have en registreret og godkendt afstamningskontrol udført på baggrund af DNA-profiler.

Hopper og vallakker skal altid have en registreret og godkendt DNA-profil.

Hingste skal desuden fra deres 5. år have en registreret røntgenundersøgelse af sine haser med henblik på +/- spat.

Udover det ovenfor nævnte afholdes der også særskilte kåringer med udelukkende bygningsbedømmelser.

Hvad skal en hest igennem til en fuld-kåring?

  • Sundhedstjek – hesten tjekkes for eventuelle skader på ben, krop og i munden
  • For hingstene: en testikelundersøgelse af testiklernes størrelse, lejring og tekstur
  • Måling – af hestens kropsmål, se dokumentet nederst på siden, side 85 afsnit B8.3.
  • Bygningsbedømmelse – Når hesten har været igennem sundhedstjek og måling + evt testikelundersøgelse, vises hesten i trense uden næsebånd for hånd for dommerne. Hesten stilles op med siden til dommerne, som giver hesten karakterer for de forskellige egenskaber (hoved, hals, mankekam og skulder, ryg og kryds, proportioner, benkvalitet, hove, man og hale) indtil dommerne beder fremviseren om at mønstre hesten først i skridt og derefter i trav, hvorefter dommerne giver karakterer for benbevægelse.

    Se video om eksteriørbedømmelse her:
  • Ridebedømmelse – foregår over to dage:
    • Enkeltvisning: fremviseren har her 10 langsider på passporet til at vise hestens gangarter. Dommerne bedømmer alene den præstation de ser og karaktererne gives efter det. Egenskaber, som bedømmes og gives karakter for er: skridt, trav, tölt, langsom tölt, pas, arbejdsgalop, galop, ridbarhed og form under rytter.
    • Gruppevisning: hesten vises igen den efterfølgende dag af fremviseren sammen med 1-2 heste med karakterlighed. Der er 6 længder på passporet til at vise det fremviseren ønsker at vise dommerne. Karaktererne kan nu kun forbedres i forhold til enkeltvisningen.

Hvad er en individafprøvning?

En individafprøvning er en vurdering af de egenskaber hos den enkelte hest, som avlsmålet for racen angiver, at man vil fremme (selektere) hos den islandske hest. Det er den måde, man i al husdyravl fremmer de ønskede egenskaber hos en given race, for at udvikle racen i en ønsket retning.

En individafprøvning skal være en objektiv vurdering af de egenskaber hos det enkelte individ – som man i avlsmålet har valgt at selektere for – målt op i forhold til hele populationen.

Individafprøvningen siger således noget om,hvordan det enkelte individ afspejler de egenskaber, man ønsker at selektere for.

Hvad kan jeg som avler bruge en kåring til?

En kåring kan bruges som en beskrivelse af hesten i relation til avlsmålet for racen.

Det er et nyttigt redskab, hvis man skal bruge hesten i avl som en guideline i hesten styrker og svagheder.

Hvilke egenskaber man skal vægte højt i forhold hopper, når der skal findes hingst til bedækning. Hingstens kåring bliver en tilsvarende hjælp til at finde netop det bedste match i forhold til hoppens/hingstens styrker og svagheder.

Hvorfor er det vigtigt at få kåret så mange heste som muligt?

Den enkelte hests kåringsresultat indgår i beregningen af BLUP (Best Linear Unbiased Prediction), avlsværdivurderingen for hver enkelt hest. Alle heste har et BLUP-tal. Jo flere heste, der bliver kåret, jo større bliver sikkerheden på BLUP-tallene.

Jo sikrere tallene bliver, jo bedre kan man forudsige, hvordan racen udvikler sig – groft sagt.

Relevant læsning

I 2020 vedtog FEIF det sidst opdaterede bedømmelsesgrundlag. I nedenstående 4 artikler publiceret på TÖLT i 2020 kan du læse mere om de nye bedømmelseskriterier:

Hvis du har spørgsmål eller har brug for mere info, er du altid velkommen til at kontakte Avlskomitéen på e-mail: Avlskomite@islandshest.dk

Dokumenter og filer

Læs mere om komitéerne