Den islandske hest i Danmark

Den islandske hest i Danmark

Først brugte vi den som arbejdshest

I Danmark begyndte man at importere islandske heste som arbejdsdyr til landbruget i starten af 1900-tallet.

Alene i år 1915 blev der solgt 3.600 heste til Danmark.

Mange tusinde islændere trak plove, mælkevogne og kornlæs for danske småbønder, indtil de blev erstattet af traktorer og stærkere hesteracer som fjordheste 40-50 år senere.

Senere blev den vores ridehest

I slutningen af 1960´erne fik danske ryttere øje på islænderen som ridehest.

Til at begynde med var det en form for protest imod – eller et markant billigere alternativ til – de store, dyre dressurheste.

Herfra tog racens populariteten fart.

Man begyndte gennem målrettede avlskriterier at forfine og ændre det robuste transportdyr til en højere, lettere, mere rejst og mere langbenet ridehest.

Særligt skattet er den islandske hest i Skandinavien. I dag findes den islandske hest i 22 forskellige lande, herunder Australien, USA, Slovenien og Italien.

Vil du vide mere om den islandske hests historie og den islandske hest i Danmark?

Vi anbefaler bøgerne: Den fantastiske historie om islænderen i Danmark af Pernille Stensgaard og 50-års jubilæumsskriftet fra Dansk Islandshesteforening: Gudernes hest i Danevang.

Du kan også læse mere historie her.

Vidste du, at:

  • I dag er der ca. 40.000 islandske heste i Danmark og 250.000 i hele verden
  • Ingen heste må komme ind i Island. Har en hest først forladt øen, må den ikke komme tilbage
  • Islandske heste trives godt i løsdrift året rundt
  • Der registres omkring 3000 ejerskifter af islandske heste årligt i Danmark (ikke alle handler registreres)
  • Der bliver født knapt 2000 islandske heste om året i Danmark
  • Hver ottende rytter i landet rider på en islandsk hest

Læs mere om komitéerne