Konsumstatus

Konsumstatus

Indtil primo 2022 kunne hesteejere på eget initiativ udelukke deres heste fra konsum. Nu sker det kun via en dyrlæge i forbindelse med medicinsk behandling.

Hvordan udelukker jeg min hest fra konsum?

Når en islandsk hest hest udelukkes fra slagtning til konsum, skal ejeren sende dens pas til Stambogskontoret for islandske heste. Formålet er, at hestens konsum-status opdateres i den nationale hestedatabase.

Fristen for at sende passet ind er 7 dage efter dyrlægen har udelukket hesten.
Se vejledning under menupunktet
Dyrlægers udtagelse fra konsum.

Vigtigt: Er hesten udelukket før 1. januar 2016, er der ikke krav om, at hestepasset sendes ind.

Hvad betyder hestens konsumstatus?

En hest i konsum betyder, at hesten kan slagtes for at indgå i fødevarekæden.

Som udgangspunkt er hesten et produktionsdyr. Den kan derfor slagtes og spises af mennesker. Dette kalder man lidt populært ”at hesten er i konsum”.

Ejeren bestemmer stadigvæk selv, om hesten skal slagtes eller aflives og bortskaffes på anden behørig vis. ​

Udelukkelse fra konsum

Når hesten ”er udtaget/udelukket fra konsum” betyder det, at den ikke længere må slagtes og bruges som menneskeføde.

Når heste behandles med visse typer medicin, udtager dyrlægen den fra konsum. På grund af medicinen må den ikke længere anvendes til menneskeføde. Dyrlægen har således ”udtaget/udelukket hesten fra konsum”.

Hesten er UDTAGET fra konsum: konsekvenser, ulemper og fordele

  • Hesten kan ikke slagtes. Den skal aflives og sendes til destruktion. Det kan koste ca. 5.000,- kroner.
  • Når hesten udtages/udelukkes fra konsum er det endegyldigt
  • Du kan få udleveret medicin til efterbehandling, når din dyrlæge har påbegyndt behandlingen.
  • Du skal ikke leve op til reglerne for foderhygiejne

Hesten ER i konsum: konsekvenser, fordele og ulemper

  • Hesten kan slagtes – ingen udgifter for ejeren
  • Du skal have medicinhåndteringskursus. Derefter kan du efterbehandle din hest, når dyrlægen har startet behandlingen
  • Du skal gemme den af dyrlægen udleverede tilbageholdelsesseddel i 5 år
  • Du skal gemme alle kvitteringer fra foderstoffen, så du kan dokumentere, hvad du har købt, og hvor du har købt det
  • Du skal følge reglerne for foderhygiejne
    Det vil også sige, at du skal registreres hos Fødevarestyrelsen via Landbrugsindberetningen

Dokumenter og filer

Læs mere om komitéerne