Foreningens historie

Dansk islandshesteforening er en landsdækkende forening, der tæller knap 3000 personlige medlemmer, som er direkte medlemmer samt ca. 70 lokalklubber, hvis medlemmer er indirekte medlemmer af Dansk Islandshesteforening.

Historien om ”Dansk Islandshesteforening” starter i Nordsjælland i 1960, hvor foreningens stiftere Gunnar og Marit Jonsson importerer to islandske rideheste til Danmark.

På det tidspunkt er det ikke velset at ride på islandske heste.

Hesten er kendt som en nøjsom og stærk lille arbejdshest. Der er mange opfattelser af og holdninger til dem. Blandt andet, at de er stædige og egenrådige fattigmandsheste, der er alt for små at ride på.

Men i juni 1968 dukker der en lille notits op i Hippologisk Tidsskrift: Dronning Margrethe og Prins Henri har modtaget to fornemme, højt kårede islandske rideheste i bryllupsgave fra den islandske stat. Islandshesten får herigennem værdifuld PR.

Gunnar og Marit Jonssons enmandshær

Kronprinsesseparrets islandske heste bliver installeret hos Gunnar og Marit Jonsson. Parret er på det tidspunkt blandt de første ejere herhjemme af islandske rideheste, som er ankommet til Danmark efter krigen.

De kaster sig med stor iver ud i kampen for at ændre den fejlagtige opfattelse af vores hest. Ægteparret Jonsson mødes nemlig med alt andet end begejstring, når de og deres islandske heste møder ryttere på større rideheste.

“Vi blev absolut ikke mødt med nogen form for fascination. Den måtte vi selv skabe. Det, der gjorde det spændende for mig, og det vi kunne komme frem med, var jo først og fremmest historien om den islandske hest.”
Marit Jonsson, TÖLT 2018.

Køb en islandsk hest på havnen i Hamburg

Samtidig, i begyndelsen af 1960’erne, rider skovfoged Jessen, hans hustru og søn også rundt på islandske heste i det sønderjyske – de rider på islandske heste købt i Tyskland. 

Skovfoged Jessen fortæller i 1962 til Jyske Tidende, at der findes rigtig mange islandske rideheste i Tyskland, i tusindvis faktisk.

De er kommet til landet gennem den islandske avls- og eksportkonsulent Gunnar Bjarnason, idet der findes en direkte fragtrute mellem Island og Hamborg. På den måde kan man på kajen i Hamborg købe en islandsk hest for mellem 900 og 1200 D-mark, og Skovfoged Jessen forudser, at den islandske hest vil blive en meget populær ridehest.

Rygtet om vores heste tager fart.

Import fører til stiftelse af DI

I løbet af sommeren 1968 sker der noget, som foreningens grundlæggere mener kræver handling. Det rygtes, at der inden årets udgang vil ankomme op til 100 islandske heste i Jylland – ovenikøbet til fornuftige priser.

Hvis man vil sikre den korrekte anvendelse af og især renavlen af islandske heste i Danmark skal der altså gøres noget. Gunnar Jonsson udtaler endda til Kristeligt Dagblad i juli 1968, at man ønsker at holde importen af islandske heste på et eksklusivt plan.

De indkaldte alle, de kendte, der havde islandske heste plus alle dem, de vidste, der var interesserede i islandske heste, mødtes og stiftede Dansk Islandshesteforening i november 1968. De var cirka 30 mennesker.

Marit har senere fortalt til TÖLT:

“I efteråret 1968 fik vi at vide gennem nogle venner, at der var jyske hestehandlere, der ville importere og sælge masser af islandske heste i Danmark. Der var kun hopper med, og dem skulle der jo der avles på. Da Gunnar og jeg hørte det, tænkte vi, at vi måtte gribe ind. Vi ville lave en forening så hurtigt som muligt, ellers havde vi ingen styrke bag vores udtalelser om den islandske hest”.

Marit og Gunnar var Dansk Islandshesteforening

At formidle historien om den islandske hest spillede herefter en enorm rolle for Marit Jonsson.

Ægteparret fik fremstillet nogle brochurer, der fortalte, hvad det var for en hest, hvad den kunne og dens historie. På det tidspunkt varetog en myreflittig Marit funktionen som foreningens ekspert udi spørgsmål om avl af islandske heste. På det tidspunkt var hun formentlig den eneste i Danmark, der vidste tilstrækkelig meget om racen til at kunne svare på spørgsmål fra et stigende antal interesserede medlemmer.

Det kunne hun fordi, hun havde været med til stævner og kåringer på Island. Til Landsmót i 1966 sad hun på tilskuerpladserne og noterede kendetegn og resultater fra avlshestene.

Marits ihærdighed og grundighed kommer i spil i arbejdet med at få bedømt de hingste, der allerede var i Danmark og de, som kom med fly. Da hun havde hingstene på plads, kastede hun sig over hopperne, og skrev hele det første stambogsreglement med hjælp fra sin ægtemand, hvis fætter var føromtalte Gunnar Bjarnason – islands avlskonsulent.

“Det var umådelig vigtigt fra starten at få præciseret, at alle hingste skulle være kåret. Man ville ikke få papir på sin hest, hvis ikke hingsten var kåret. Jeg fungerede som stambogsfører og skrev alle papirerne på min svigermors gamle skrivemaskine, for den havde islandske bogstaver. På det tidspunkt havde de fleste danske hesteracer ingen registrering. Der var ingen andre racer, der var optaget at spørgsmålet om renracethed. Ikke engang hos fx Dansk Varmblod” har Marit senere fortalt til TÖLT.

Dansk Islandshesteforening var dermed den første forening, der forlangte renracethed, og det var meget væsentligt for at kunne udstede papirer. Det var ret fantastisk at være med til, for det var starten på hele vores avlsprogram, siger Marit til TÖLT i 2018.

Fascination, gangarter og fællesskab

Dengang som nu er fascinationen af hesten og dens gangarter det samlende element i foreningen.
Det er medlemmerne af Dansk Islandshesteforenings fællesnævner. Det er hesten, der får os til at mødes og blive venner til trods for vores forskelligheder i miljø og livsindstilling.

Et tema, der kontinuerligt er blevet italesat og delt gennem Dansk Islandshesteforenings medlemsblad TÖLT, der nu er et online medie åbent og gratis at læse for alle.

Fx skriver redaktøren i august 1974:

”Og når man så rider på sin egen hest og tølter gennem skoven, vinden blæser i manke og hale, hesten føles varm og nær, så er man helt ét med naturen, og man kunne synge sin jubel ud ligesom lærken under forårshimlen. Fortid og nutid – alt er et, man er i pagt med vor historie og føler sig knyttet til traditioner langt tilbage i tiden”.