NYHEDER

8/3-2024Forfatter: Kristina Christensen

Ude nu: Modul 1 i onlinekursus i hestevelfærd 

Velkommen til en verden af viden om hestevelfærd lige ved dine fingerspidser! Nu kan du blive en del af et islandshestefællesskab dedikeret til at fremme hestevelfærd på tværs af niveauer og discipliner. Nyeste forskning venter på dig online!

Kender du det med at få gode råd og høre mange meninger?

Om hvordan du skal gøre? Eller ikke gøre?  

Der kommer hele tiden ny viden om hestevelfærd. Al ny viden har hesten i fokus og tager afsæt i hesten som et følende og tænkende væsen. Det er ikke alt, vi har lært, som vi fortsat ukritisk kan bruge. 

Som hesteholder er det vigtigt, at man sætter sig ordentligt ind i, hvad det kræver at holde hest. Hvad skal der til for at opfylde hestens behov for pasning, pleje, fodring og aktivitet? Det er godt at have styr på.

Dansk Islandshesteforening udgiver nu det første af fem moduler i et stort onlinekursus i hestevelfærd. Et initiativ, der har været undervejs de seneste to år, og som rammer ind i en tid, hvor hestevelfærd er i fokus på samfundsplan.

Modulerne kommer i forlængelse af Klubkursus i hestevelfærd, som DI har gennemført og stadig tilbyder klubberne landet over. Modulerne udgives løbende henover foråret 2024, og går endnu mere i dybden.

Hvem kan tage onlinekurserne?

Modulerne henvender sig til alle interesserede, der holder, passer eller rider islandske heste, og det koster ikke noget. For DI er det vigtigste, at vi alle bliver klogere. 

Hvad handler Modul 1 om?

I onlinekurset Hestevelfærd Modul 1, vil du stifte bekendtskab med femdomænemodellens første domæne; Ernæring.

Lær bl.a.om:

  • Islandshestens fordøjelsessystem, 
  • Hvordan vurderes huld og hvordan foretages huldvurdering
  • Fodertyper samt anbefalinger til fodring

Kurset afsluttes med en opfølgende test – for sjov for dig, der bare nørder hesteviden, og obligatorisk for dig, der gerne vil gå videre i DI´s uddannelsessystem.

Du kan studere når som helst, hvor som helst, i dit eget tempo og igen og igen! 

De Nordiske
Mesterskaber

8.-11. august 2024 i Herning


KØB BILLET HER

NM2024.dk

Læs mere om komitéerne