Opmærksomhed og initiativer

Opmærksomhed og initiativer

Her kan du følge med i det løbende arbejde på tidslinjen over Dansk Islandshesteforenings arbejdspunkter og indsatser i relation til hestevelfærd.

September 2024

Som en del af et samlet svar fra Dansk Forum for Hestevelfærd til Dyreetisk Råd svarer Dansk Islandshesteforenings Rådet om foreningens tilgang til hestevelfærd og foreningens status på igangsatte tiltag og initiativer med henblik på at styrke hestevelfærd. Se svaret her.

September 2024

Udvalg til fremme af hestevelfærd nedsættes. Udvalget skal sikre, at hestevelfærdstiltag er på dagsordenen i alle komiteer i DI, at det løbende vurderes, om der er behov for nye tiltag, og at der følges op på hestevelfærdstiltag, som besluttes i respektive komiteer eller i bestyrelsen.

September 2024

Dansk Islandshesteforening lancerer DIs LÍF-pulje, hvor klubberne kan vinde 10.000 til børne- og ungeaktiviteter, der fremmer god hesteforståelse.

September 2024

Online dialogmøde medlemmer og bestyrelse om etik og sanktioner. Læs om mødet og se slides her

August 2024

43 lokale islandsheste klubber har indtil nu gennemført klubkursus i hestevelfærd.

Juli 2024

DI Talks ved NM med etologer, dyrlæge og dommere om at forstå heste.

2024

Udarbejdelse af protokol for brug af stangbid. Formålet er at udbrede forståelse for, hvordan et stangbid fungerer for derved at kvalificere ryttere til på et oplyst grundlag at kunne vælge et passende bid. Se protokollen her.

2024

På baggrund af de første resultater fra et studie af stævner i Island startes en debat blandt dommere i Danmark og i FEIF om et forstærket brug af adfærdsmarkører i bedømmelser i ridesporten.

Maj 2024

Online dialogmøde medlemmer og bestyrelse om etiske retningslinjer – se slideshow og sammendrag

Forår 2024

Iværksættelse af en diskussion af nye og klarere etiske retningslinjer for omgangen med hestene og for omgangen med hinanden, da disse to ting hænger sammen. Målet er at skabe en kultur, hvor det er naturligt at drøfte hestevelfærd på en sober og saglig måde til gavn for hestene. Nye etiske retningslinjer vil blive lagt ud til dialogmøder (webinarer) og til drøftelse på klubniveau i efteråret forud for Generalforsamlingen i november 2024. De skal træde i kraft pr. 1. januar. 2025.

Marts-April 2024

Online dialogmøde medlemmer og bestyrelse om hestevelfærd – se slideshow

April 2023

DI TALKS v. Nanna Luthersson, Heidi Nielsen og Mette Aarups talks til Icehorse Festival handlede om hhv. forskning i mavesår og om at forstå hestens mund og undgå skader.

April 2024

Fra 1. april 2024 indføres der minimum 25% udstyrskontrol på alle stævneaktiviteter og shows under DI. Dette sker efter Dyreetisk råds henstilling om øget fokus på udstyrskontrol i hestesporten, samt den voksende debat om hestevelfærd.

Forår 2024

Det besluttes at nedsætte Dansk Islandshesteforenings Udvalg vedr. Hestevelfærd. Formålet er at understøtte udbredelse af bedre hestevelfærd for den islandske hest i alle faser af den islandske hests liv og i alle typer af aktiviteter med den islandske hest, herunder opvækst, tilridning, anvendelse til ridning og i sport og avl, og alderdom.

Marts 2023

Digitalt kursus i hestevelfærd modul 1 udgives. Sammen med online kurset i gangartslære leverer det viden om ridning, træning og korrekt pasning af den islandske hest. Begge kurser er baseret på seneste forskning, som kan hjælpe os med at forstå hesten og dens særlige gangarter – og på den måde træne den korrekt.

Marts 2024

Efteruddannelsesdag for trænere og instruktører om ”Equitation Science”.

Marts 2024

Workshop for instruktører, trænere og aspiranter samt øvrige interesserede med Cand. Scient Idræt med speciale i human biomekanik, Lasse Kristensen. “Rytteren som atlet”.

November 2023

Janne Winther Christensen, forsker v. Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab – ANIVET Adfærd, Stress og Dyrevelfærd (BSW) præsenterede seneste forskning indenfor konfliktadfærd hos rideheste på DI´s generalforsamling.

2023

Forskningsprojekt i konfliktmarkører.
DI deltager i forskningsprojekt forestået af Aarhus Universitet og DRFs veterinærkonsulent med det formål at indsamle resultater om konfliktadfærdsmarkører hos islandske heste. Løber til 2025.

Januar 2023

Hestevelfærd var ét af hovedemnerne, da bestyrelsen og komitéerne var til fælles dag på Vilhelmsborg. Overskrifterne var “Hvor er islandshestesamfundets placering på en hestevelfærdsskala”? “Islandshestens opvækst set fra et hestevelfærdsperspektiv” og “Hvilke dele af avlspolitikken retter sig mod velfærd for det islandske hest”?​

September 2022

Ny viden om hestens anatomi var på dagsordenen ved DI´s seminar i september 2022. Det handlede om hestens bindevæv og dets funktioner for hestens præstationer. Overskriften lød: Hvad gør jeg i praksis for at få hesten til at bruge sig optimalt og præstere uden spændinger?

2021

DI Talks lanceres første gang som en foredragsrække under de to store indendørs islandshestearrangementer, World Toelt og Icehorse Festival. I 2022 kunne deltagerne fx høre foredrag med adfærdsforsker Janne Winther Christensen om ” Velfærd for konkurrencehesten.” Anne Sofie Nielsen fortalte om ”Individuel succes, en holdpræstation – introduktion til træning og management med fokus på optimal præstation og holdbarhed.”

2021

Hestevelfærd i Dansk islandshestesport var i fokus, da Center for Forskning i Velfærd hos Familiedyr var vært for en temadag: ”Hestesporten frem mod 2030.” Stambogsfører og sekretariatsleder Kristiane Klindt fortalte om, hvordan vi højner hestevelfærden i dansk islandshestesport og for islandske heste generelt. Læs hvilke emner Kristiane Klindt kom ind på her.

2021

Onlinemagasinet TÖLT åbnes for alle. Her udgives løbende artikler om hestevelfærd. Det handler om alt lige fra fodring af den islandske hest, læskure og opstaldningsforhold, træning og forståelse af hestens natur, ridning på hestens præmisser, samt vidensdeling om kriterier for god og sund avl.

/opdateret d. 21/9 2024, KC

Læs mere om komitéerne