Elite Ungdom

Elite Ungdom

Eliteplan for ungdom Sport & Gædingakeppni 2024

Dansk Islandshesteforening har et ønske om at tage dansk islandshestesport til nye højder gennem et stærkt og målrettet talent- og elitearbejde.

Resultatet skal sikre en kontinuerlig positiv udvikling og tilgang af særdeles konkurrencedygtige danske ekvipager. Eliteudvalget ønsker at højne informations- og vidensniveauet omkring hestevelfærd i topsporten, så vi sikrer os – og er bevidste om – at vores heste er tilfredse og ”fit-to-compete”.

Talent og elitearbejdet dækker både sport og gædingakeppni. Udvalgte samlinger og events kan med fordel afholdes sammen for at skabe større fællesskabsfølelse og sammenhæng.

Mål for elitearbejdet

  • At bidrage til at udvikle sport og gædingakeppni gennem skabelse af et miljø, hvor der er fokus på god ridning, uddannelse af hest og rytter samt hestevelfærd for hesten i topsporten.
  • At bidrage til at Danmark fortsat klarer sig flot internationalt på såvel senior som ungrytter plan
  • At styrke talentudvikling som kan bringe rytteren til det niveau, som rytteren har ressourcer og egne ambitioner om at nå.
  • At bygge på det talentudviklingsarbejde som sker bredt i islandshestekredse og søge at styrke sammenhængen mellem det arbejde som foregår mellem rytter, egen træner og DI’s elitearbejde.

Eliteudvalget arbejder med elite- og talentudvikling i to spor. Et spor for unge ryttere, der skal sikre en styrket talentudvikling og en stærk rød tråd fra talentarbejdet og frem mod en brutto- og landsholds-gruppe. Et andet spor for seniorryttere. Eliten i Gæðingakeppni skal have samme fokus som sport-eliten, hvorfor medlemmer i de 4 elite-grupper her vil blive inviteret til de samlinger og arrangementer, der arrangeres for sporten, der er af fælles interesse.

DI ønsker, at sikre, at alle potentielle landsholdsdeltagere er en del af vores elitegruppe. For at komme i betragtning til landsholdet er det derfor et krav at være medlem af DI’s elitegruppe, så snart man opnår de nødvendige point. Eliterytterne tilbydes træningsaktiviteter med vores landstræner samt andre aktiviteter, hvor målet er at forberede rytterne til at kunne præstere optimalt. Det er derfor et krav, at rytterne skal deltage i mindst 2 eliteaktiviteter i hver sæson.

DI’s ungdomstalentspor og elitesamlinger for ungdommen skal på ingen måde konkurrere med de enkelte rytteres nuværende træner, men må anses som en overbygning og et supplement hertil.

Krav til rytterne

Sport Ungdom:

  • Pointkrav til Sport Elite er opnået, krav findes her.
  • Rytterne skal have tilknyttet en eller flere faste trænere

Sport Junior:

  • Pointkrav til Sport Elite er opnået, krav findes her.
  • Rytterne skal have tilknyttet en eller flere faste trænere

Gæðingakeppni:

  • Pointkrav til Gæðingakeppni findes her.

De ungdomsansvarlige

For at styrke indsatsen på ungdomsområdet vil vores landstræner Anton ”Toni” Pall Nielsson møde alle ungdomseliteryttere 1-2 gange inden DM 2024. Derudover er der udpeget en tovholder, Cecilie Østergaard, for både sport og gæðingakeppni. Disse personer bliver de gennemgående figurer i forløbet frem mod de Nordiske mesterskaber i Herning i 2024 og gerne frem mod VM i Schweiz i 2025.

Vores landstræner vil etablere en dialog med de unge rytteres daglige træner, så det bliver et fælles samarbejde om at føre de unge frem på en motiverende og positiv måde. Målet er at styrke elitearbejdet for junior- og ungryttere med henblik på at stille med det stærkeste landshold og fremme det langsigtede elitearbejde indenfor såvel sport som gæðingakeppni.

Cecilie Østergaard, er 28 år og bor i Aalborg sammen med sin mand. Hun er uddannet cand.psych. fra Aalborg Universitet, og arbejder til dagligt som privatpraktiserende psykolog og mentaltræner i Aalborg. Ud over den kliniske psykologi har Cecilie også en stor interesse for sportspsykologien. Her er hun i gang med at tage en uddannelse som performance coach v. Rasmus Bagger. Cecilie har de seneste år arbejdet med mange elitesportsudøvere inden for forskellige sportsgrene herunder bl.a. ridning, golf, fodbold, håndbold og cykling. Hun ønsker at skabe et præstationsfremmende miljø, hvor de unge kan støtte hinanden og hjælpe dem til at være bedst når det gælder. Det er klart, det nogle gange kan blive en udfordring, fordi mange af dem har de samme drømme og ambitioner om landsholdspladserne. Hvis vi bruger energi på at finde andres fejl, mister vi en del af det fokus, som skulle have været brugt på vores egen udvikling. Cecilie vil have fokus på, hvordan vi behandler hinanden men i stor grad også, hvordan vi behandler vores heste. Cecilie har siden hun var helt ung arbejdet med heste og er flere gange blevet Danmarksmester samt har redet på det danske landshold, hvor hun har vundet medaljer til NM.

Program i 2024

Vi skal i denne sæson have fokus på ”en konkurrencehest i trivsel”. Som I måske har bemærket, er der både indenfor hesteverden og i det omkringliggende samfund meget fokus på hestevelfærd, og det at behandle sin hest, så den trives godt. Som konkurrencehest bliver der stillet mange krav både på stævnebanen, men i høj grad også i den daglige træning. Vi vil derfor give jer nogle redskaber og noget viden, der kan hjælpe jer med opgaven.

Vi skal i denne sæson også have fokus på ”en eliterytter i trivsel”. Det er vigtigt vi som ryttere er bevidste om vores mentale tilstand, samt er i stand til at regulere denne, så vi kan være bedst, når det gælder. Cecilie vil hjælpe rytterne med at blive bevidste om egne værdier og mål samt give dem redskaber til at kunne præstere under pres. Herudover ønsker hun i fællesskab med rytterne at skabe et præstationsfremmende miljø, som er trygt at være en del af.

Der er planlagt 5 ungdomselitesamlinger for de ryttere, der er medlem af DI’s ungdomselitegrupper.

 1. Samling d. 13. – 14. januar 2024

Programmet vil omhandle følgende:

Tema: En eliterytter i trivsel

  • Værdier, drømme og mål – lær at være bedst når det gælder v. Cecilie Østergaard
  • Hvordan er det at være på landsholdet, v/Landsholdsleder Karen B. Rasmussen

Foredragsholdere: Cecilie Østergaard, Karen B. Rasmussen, clinic med Mette Mannseth arrangeret af DI og ASKA.

Sted: Vilhelmsborg,

2. Samling d. 2. – 3. marts 2024 – med hest

Programmet for disse dage vil omhandle følgende:

Tema: En konkurrencehest i trivsel

  • Program med Cecilie samt individuelle samtaler
  • Undervisning ved Toni
  • Interaktivt foredrag med dyrlæge og forsker Mette Uldahl – den tilfredse hest

Sted: Debelmose Islandsheste

3. Samling d. 13. april 2024 – uden hest

Tema: Balance og tøjletryk

Der er udført en del forskning på, hvilken indflydelse rytterens kropskontrol har på hesten under ridning. Forskningen viser, at der er en direkte sammenhæng mellem rytterens balance og symmetri i sadlen og graden af den konfliktadfærd hesten viser under ridning. Derfor vil vi i samarbejde med Sisse Dupont og Thomas Macon fra EquipageFys Facebook  måle balance, symmetri og tøjletryk. Programmet for denne dag vil omhandle følgende:

Foredrag/teori

  • Hvem er vi og hvad tilbyder vi til ryttere og heste
  • Teori om balance
  • Info om teststolen og hvad måler teststolen
  • 2 testryttere på teststolen inkl. Test
  • Evaluering af testrytternes resultat
  • Teori om balance ift. Tøjletryk
  • Info om tøjletryks apparatet og hvordan måler man tøjletrykket
  • 2 testryttere på hest inkl. tøjletryks målinger
  • Evaluering af testrytternes resultat

Foredragsholdere og undervisere: Sisse Dupont og Thomas Macon, EquipageFys.

Sted: Sjælland (flere detaljer kommer senere)

4. Samling d. 4. og 5. maj 2024 – med hest

Samling med hest og landstræner.

  • Program med Cecilie samt individuelle samtaler
  • Undervisning med Toni
  • Anne Solberg (eller en anden) fra DI vil afholde et  hestevelfærdskursus

Sted: På Sjælland (flere detaljer kommer senere)

5. Samling d. 29. juni – uden hest

Tema: En hest og rytter i harmoni

Sted: Hos Jón Stenild (flere detaljer kommer senere)

Oplægsholder og underviser: Jón Stenild

6. Samling til DM

Hyggeligt samvær (flere detaljer kommer senere)

Sted: Herning

/Redigeret d. 12. marts 2024 af Eliteudvalget.

Læs mere om komitéerne