Hvad er Alrid?
Ordet ALRID er en kombination af ALsidighed og RIDelighed.
Det er en unik konkurrencegren for den islandske hesterace med vægt på islandshestens særlige kvaliteter.
Naturen, som den islandske hesterace har levet i gennem århundreder på Island, har gjort racen hårdfør.
Islændingenes krav til et alsidigt transportdyr i et uvejsomt terræn har skabt en usædvanlig pålidelig, stærk og behagelig ridehest, der er utrolig sikker på benene og som samtidig har gejst og løbevilje.
Formålet med Alrid er at vise i hvor høj grad den enkelte hest er pålidelig, villig, samarbejdsvillig, modig, stærk, udholdende og robust, behersker mindst 4 gangarter, hvoraf den ene skal være tölt.
Konkurrencen, som gennemføres mest muligt i natur og terræn, består af fem discipliner. Alle disciplinerne skal bestås for at gennemføre:
Svær AL1
Middel AL2
Let AL3
Begynder AL4
For at bestå ALRID kræves det, at alle 5 discipliner hver for sig er bestået.
Alle discipliner tæller lige meget. Den samlede karakter udregnes af antal strafpoint i hver disciplin. Hvis en disciplin rides fejlfrit, gives der ingen strafpoint.
Den ekvipage eller det hold, der sammenlagt har det mindste antal strafpoint, har vundet.
Hver disciplin bedømmes ud fra kriterier beskrevet i Dansk Islandshesteforenings ALRID-regelement (find dokumentet nederst på siden).
Fx. gives der strafpoint for forhindringsfejl i forbindelse med passage af forhindringerne på terrænlydighedsbanen sådan her:
Én forhindringsfejl: 10 strafpoint
To forhindringsfejl: 30 strafpoint
Tre forhindringsfejl: 60 strafpoint
Fire forhindringsfejl: 100 strafpoint
Forhindringsfejl forstås som refusering, volte, fald eller styrt indenfor en forhindrings strafområde.
Hver ekvipage starter med at have 100 point i hver disciplin svarende til idealet.
Hvis en disciplin bliver redet fejlfrit, bevarer ekvipagen de 100 point. Hvis der begås fejl i en disciplin, fradrages point som anført i beskrivelsen af hver disciplin. Hvis en ekvipage får 100 strafpoint i en disciplin, er disciplinen ikke bestået.
Den beståede ekvipage eller det beståede hold, der sammenlagt har det højeste pointtal har vundet.
Her gælder det i øvrigt også, at hvis der er pointlighed mellem præmietagerne, så regnes den ekvipage, der har opnået højest karakter i tölt som bedst. Hvis der også er pointlighed i tölt er det den hest med laveste puls efter 10 minutter, der snupper placeringen.
Ikke beståede ekvipager placeres ikke.
Sportskomitéen i samarbejde med Alridsudvalget vedligeholder reglementet omkring Alrid.
Reglementet indeholder alt omkring opbygning af springruter, distance, galopløb og meget andet.
Reglement, dyrlægevejledning og stævnemanual findes nederst på siden.