Hvad er CPD?
Continuous Professional Development betyder på dansk “løbende kompetenceudvikling.”
Som national medlemsorganisation under FEIF har DI ansvar for at forvalte regelsættet om CPD “Continuous Professional Development”.
Ifølge FEIF´s uddannelsesmatrix er det obligatorisk for opretholdelse af træner- og instruktørlicens FEIF level 1-4, at deltage i godkendte CPD-seminarer. Den enkelte træner/instruktør har selv ansvar for at holde sig orienteret om mulighederne for efteruddannelse.
(FEIF Education Rules and Regulations, E1.4, p. 123, 1 of April 2024)
CPD-systemet sigter mod at opretholde og sikre en ligeværdig, opdateret og sammenlignelig kvalitetsstandard for at følge FEIFs hovedformål for hestevelfærd, træning af heste samt undervisning på alle niveauer.
Redskabet er sat i værk for at sikre kvaliteten af uddannede trænere og instruktører.
Kvalitetskrav til CPD:
Alle instruktører og trænere under FEIFs uddannelsesmatrix skal regelmæssigt gennemføre den obligatoriske kompetenceudvikling for at forblive på de formelle lister over godkendte instruktører og trænere.
Minimumskravene for at opretholde sin licens er deltagelse i efteruddannelse svarende til 16 CPD-enheder hen over en periode på 3 år. En CPD-enhed opnås ved deltagelse i 45 min. godkendt CPD-seminar.
Et weekendseminar på 2 x 8 lektioner vil derfor svare til 16 CPD-enheder.
Flere CPD-seminarer af kortere varighed kan også sammensættes for at nå op på de 16 enheder.
På tro- og loveerklæringen, som du finder nederst på siden, kan man indsende sin dokumentation for deltagelse i et godkendt seminar.
Ved DI-arrangementer gælder deltagerlisterne som dokumentation for deltagelse, og du behøver derfor ikke at indberette noget.
DI-sekretariatet har ansvar for en komplet liste over godkendte trænere og/eller instruktører med opdaterede CPD-informationer og at informationerne årligt indsendes til FEIF.